Anmelderne har kastet mange rosende ord ud over den aktuelle Van Gogh-udstilling på Arken. På trods af de rosende ord, så var jeg en smule skeptisk: ville den 1 time og 40 minutters lange biltur (kø og atter kø) fra mit hjem til Arken i Køge være tiden værd? Næppe! var det svar, som jeg nåede frem til i bilkøen, hvor regnen slog ind på ruden og min datter blev køresyg. Solsikker og gamle sko? Det skulle vise sig, at blive en af de mest rørende tirsdage jeg længe har haft – og igen måtte jeg konstatere at Arken altid er et besøg værd med den sublime bebyggelse i naturen ud til vandet. Endda særlig i regn og rusk, hvor naturen bider fra sig. Lige så små-råt og blæsende det var udenfor, lige så varm og bevægende var fornemmelsen af at stå ansigt til ansigt med hans kunstværker og breve.
Vincent Van Gogh er en af verdens mest kendte kunstnere – ikke mindst kendt for at skære sit ene øre af. Som ung forestillede han sig, at han skulle være præst, men istedet blev han en forkynder gennem sine værker. Eller det er ihvertfald dét, som ofte siges om ham. Jeg har dog ikke selv det store behov for at flette så meget religion ind i hans værker. Jeg oplever mange af hans værker som en kærlighed og hengivelse til naturen, det helt enkle i livet – til den skønhed det blot ligger i et løg, en flaske, en blomstermark, et skyggespil, en olivenlund, det store univers med lysende stjerner på den mørke nattehimmel, lyset – ja, i høj grad naturen, som særlig overvælder een i Sydfrankrig, hvor han befandt sig (efter et ophold i Paris fra 1886-88) og hvor han malede sine mest kendte værker. Naturen gør noget særligt ved det sensitive – og ofte kunstneriske – sind, som også Van Gogh bar rundt på.
På trods af hans alt for korte liv – han blev 37 år (dødede i 1890) – nåede han alligevel at skabe 900 oliemalerier og 1300 skitser. Arkens udstilling rummer blot 39 af disse værker generøst udlånt af det hollandske Kröller-Müller Museum. 28 malerier og 11 tegninger. Der er kun et enkelt af de udstillede værker, som tidligere har været vist i Danmark.
Naturens kraft og skønhed
I begyndelsen af udstillingen møder man kraftfulde kul-tegninger af landarbejdere i marken. Van Gogh identificerede sig med bonden, det beskedne menneske med jord under sålerne. Han spurgte sig selv, hvordan han som kunstner kunne gøre sig nyttig i verden. Svaret for ham var at få skønhedens guddommelige budskab ud i verden gennem sit maleri. Jeg opfatter det mest som den følelse man som et enkelt menneske kan få, når man står midt i naturens overvældende skønhed og fornemmer noget større. Noget formfuldendt og fantastisk. Mere har jeg ikke behov for at ligge i det “guddommelige”. I 1888 skriver han til sin broder:
“Indimellem har jeg et frygtindgydende klarsyn, når naturen er så smuk som i disse dage, så glemmer jeg mig selv, og maleriet kommer til mig som i en drøm.”
Van Gogh´s breve til sin broder og kunsthandler Theo er uden tvivl dét, som giver værkerne noget ekstra for mig. Jeg ser personen Van Gogh og får lov til at komme ind bag alt det souviner-bras, som i virkeligheden altid har været Van Gogh for mig. Han skriver f.eks til sin broder i 1882:
“Hvad er jeg i de fleste menneskers øjne? Et nul eller en særling eller en uønsket person – en der ikke hører til i samfundet og aldrig kommer til det, kort sagt lidt lavere end de laveste. Okay…, men så vil jeg gerne i mine værker vise, hvad der gemmer sig i hjertet på en særling og et nul som mig.”
Fra mørke til lys
Før mit besøg på Arken var jeg ikke bekendt med Van Gogh´s værker fra før han drog til Paris. Disse værker er farveløse, men i mine øjne meget smukke og dragende – de viser den jordnære Van Gogh med det dunkle farvesyn. Hans ophold i postimpressionisternes Paris forandrede dette farvesyn og hans maleri udviklede sig med lysende farver og følelsesfulde penselstrøg. Noget han fortsatte med og i høj grad videreudviklede i Sydfrankrig, hvor små stykker græs, insekter mm er fundet malet ind i hans penselstrøg og vidner om, at han vitterlig har siddet midt ude i naturen, i den bagende sol og malet. Til tider fortabt, men altid betaget af naturen. I et brev til Émile Bernard fra 1888 skriver Van Gogh:
“…Mit helbred er bedre her, end når jeg er oppe nordpå – jeg arbejder endda i hvedemarkerne midt på dagen i den bagende sol, uden skygge overhovedet, og tro mig, jeg nyder det i fulde drag som en anden cikade. Min Gud, var jeg dog blot rejst til landet her, da jeg var 25 år, istedet for at komme her som 35-årig – dengang var jeg vild med gråt, eller rettere fravær af farver.”
Det er ikke udelukkende breve til Van Gogh´s broder Theo, som er med på udstillingen. Vi får også lov til at læse med i breve til hans kunstnervenner som f.eks. Gaugain og Émile Bernard. Brevene medvirker i høj grad til at man forlader udstillingen meget beriget og berørt. Jeg oplevede det som en gave at få lov til at læse med, når Van Gogh f.eks. skriver til sin ven Paul Gauguin. De mange breve viser, hvordan Van Gogh både skitserede og beskrev (meget smukt og konkret) hvordan hans malerier så ud – eller skulle se ud. Som her i et lille uddrag fra et brev til vennen Gaugain:
“…I simple farvetoner, men lagt på i et tykt lag med grove penselstrøg, væggene en bleg syren, gulvene en ujævn rød, stolene og sengen korngule, puder og sengetøj en meget bleg citrongrøn, tæppet blodrødt, toiletbordet orange, vaskefadet blåt, vinduet grønt. Med alle disse farvetoner vil jeg udtrykke fuldkommen ro, og der er kun ét lille, hvidt felt i spejlet med den sorte ramme (og på den måde kunne jeg få et fjerde sæt komplementærfarver presset ind).”
Fra lys til mørke
I et (meget smukt) brev fra 1888 til vennen og kunstneren Émile Bernard afslutter Van Gogh med ordene:
“…Jeg skal male, så jeg må slutte nu – jeg skriver nok til dem igen inden længe. Jeg undskylder tusind gange for ikke at have sat porto nok på brevet…..”
Van Gogh levede sit liv i fattigdom og det var først i hans sidste leveår, at han fik solgt sit første maleri. Berømmelsen skete efter hans død. I Sydfrankrig opnåede han en vis ro – men hans maniodepressive tilstand nødvendiggjorde periodevis indlægelse og afholdenhed fra kunsten. Det var dog i hans sidste to leveår, hvor han led af en maniodepressiv psykose, at han udførte nogle af sine bedste værker bl.a. fra haven omkring det psykiatriske hospital i Saint-Rémy-de-Provence. Her malede han både, hvad han kunne se – men også hvad han erindrede.
Udstillingen på Arken giver et intimt indblik i Van Gogh´s tanker og liv. Jeg kendte een postkort-souvenir-Van Gogh da jeg gik ind ad døren til Arken – og jeg følte mig tæt forbundet med en helt anden vidunderlig kunstner, Van Gogh, da jeg forlod den meningsfulde udstilling. Imponerende og indsigtsfuldt opsat af museet. Min varmeste anbefaling herfra.
Besøg udstillingen på Arken – se mere her
Få nyheder fra bloggen sendt direkte til din indbakke.
Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, accepterer du, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig mit nyhedsbrev igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.
