“Into the Dream” på Glyptoteket – Forført af den franske kunstmaler Redon

I disse måneder præsenterer Glyptoteket en særudstilling med den franske kunstmaler Odilon Redon (1840-1916). Udstillingens 150 værker folder sig ud over tre etager og indleder med at referere til Dronningens nytårstale, hvor hun opfordrede danskerne til at huske at søge de oplevelser, der gør vores verden større: dem der taler til sanserne, befrugter vores fantasi og nærer tanken. En perfekt åbning til Odilon Redon´s verden, hvor kunsten lægger op til, at vi undersøger og forundres ved det vi ikke forstår og dermed bliver klogere.

“Drømmeprinsen” i det parisiske kunstnermiljø

Jeg indrømmer blankt, at Odilon Redon ikke var en kunstner, som jeg kendte det store til, men da jeg erfarede følgende tre ting: han var en kunstner, som i høj grad malede det han så bag sine lukkede øjne, en dagdrømmer – han holdt meget af den franske komponist Debussy samt levede i Paris – ja, så skubbede det både til en følelse af samhørighed og nysgerrighed. Derfor lod jeg mig forleden omfavne af Glyptotekets vidunderlige rammer og måtte sande vigtigheden af kurator på udstillingen Line Clausen Pedersen´s ord (sådan som jeg nogenlunde huske dem blive sagt i radioen)  “Nogle gange skal man ikke vise publikum, hvad de tror de vil se, men istedet vise dem dét de ikke vidste de savnede”.

Redon var en sælsom karakter, der arbejdede udfra to spor, når han malede: dét som øjet kunne se og dét der foregik, når øjnene var lukkede. Han var en dygtig tegner, skabte detaljerede grafiske værker i sort og hvid og begyndte midt i livet også at arbejde med farver og malerier. Motiverne er fantastiske og spraglede, ligesom kunstnerens personlighed og samtid var. Redon var et meget dannet menneske, der både var belæst og berejst – og helt atypisk for mange kunstnere kom han fra en velhavende familie, så han behøvede ikke tænke kommercielt, når han malede, men kunne bevæge sig frit ud i eksperimenter, som rakte ud til både naturvidenskab, mytologi, religion og den udefinerbare drømmeverden. Ikke mærkeligt fik han kælenavnet Drømmerprinsen.

Resultat af sin samtid i Paris

Redon levede og arbejdede i Paris på samme tid som blandt andre Edgar Degas, Eugène Delacroix, Pierre Bonnard, Monet, Renoir og Vincent van Gogh – og var påvirket af samtidens impressionister, men var ikke selv impressionist. Han var nærmere et resultat af den energi der var i Paris på det tidspunkt, hvor han også var storforbruger af litterære saloner, naturvidenskabelige museer og tidens musikscene. Han sugede til sig af tidens litteratur, klassiske musik og af sine forgængeres kunst, men rettede også sit blik mod samtidens videnskabelige fremskridt. Hans arbejde med drømmene fungerede også som et oprør overfor tidens kunstnere og poeter. Drømmene var finere end den ydre virkelighed og hævet over det banale og bogstavelige. De var det perfekte og komplicerede materiale for den følsomme kunstner.

Igennem hele sit liv insisterede Redon på at sammensætte sin kunst på en måde, der lader den stå udenfor enhver form for umiddelbar orden, retning, skole eller isme. Den røde tråd i hans virke er at kunsten og verden ikke er statisk.

Jeg sender en varm anbefaling afsted herfra om at besøge udstillingen og husk at få audiodelen med. Musik var meget vigtig for Redon. “Jeg er født på en lydbølge” skriver han. Han spillede både klaver og violin, hvilket han beherskede så godt, at han på et tidspunkt overvejede at blive violinist. Musikken følger ham fra barns ben og resten af hans liv. Han går til koncerter og kender sin samtids komponister bl.a. Debussy og Ravel. Undervejs på udstillingen kan man bl.a. lytte til Claude Debussy´s “Rêverie” oversat til dansk “Dagdrømmer” – Besøg udstillingen “Into the Dream” og find ind i drømmen sammen med Debussy og Redon – som Redon skriver:  “Musik er nattens kunst, drømmenes kunst”