Dødevaskeren af Sara Omar – Forandrer og forplanter sig for evig

Nogle bøger skaber et “Før og Efter”. Sådan har jeg haft det med dansk-kurdiske Sara Omar´s debutroman Dødevaskeren, der handler om kvindeundertrykkelse og udsatte pigeliv i muslimske miljøer. I mine øjne en helt fantastisk – og modig – debutroman, som allerede har sat dagsorden i mange miljøer og debatter.

Inspireret af sit eget liv

Romanen er ikke en selvbiografi, hvilket jeg har måtte minde mig selv om flere gange. Jeg har læst adskillige interviews med Sara Omar det seneste år, så selvom Dødevaskeren ikke er en selvbiografi vil jeg mene, at den er meget stærkt inspireret af hendes eget liv i både Danmark og Kurdistan. I efteråret var jeg til Litteraturfestival i Hillerød, hvor Sara Omar blev interviewet i en lille times tid. Jeg glemte stort set at trække vejret – og vidste allerede den dag, at jeg havde en særlig læseoplevelse i vente. Det er uden tvivl en af de største læseoplevelser jeg har haft længe – og jeg forstår godt, at Politiken for nogle uger siden talte om Omar-effekten. Snebolden triller ned ad bjerget, vokser sig større – og bliver næppe stoppet igen. Et ulmende oprør mod tvang og undertrykkelse er sat igang. Altså: for de muslimske kvinder som er så heldige at kunne læse og have adgang til Sara Omar´s bog. Der vil være mange mange steder bogen ikke når ud – men dér hvor den gør vil den utvivlsomt gøre en forskel. Forhåbentlig vil den nå langt – som ringe i vandet.

Skrevet med livet som indsats

Jeg føler en stor ydmyghed over, at Sara Omar har risikeret sit liv for denne bog – og dagligt lever med frygten for sit liv. Hun har allerede gjort en enorm forskel for muslimske kvinder – men det er efterhånden gået op for mig at bogen først og fremmest bør ses som et forsvar for menneskerettigheder. At alle kvinder og piger har ret til at være frie. Ingen skal ligge under for mænd eller social kontrol. Hun giver stemme til millioner af undertrykte kvinder. Vi finder mange af dem i muslimske miljøer, men de findes også i andre miljøer f.eks. kristne miljøer som Jehovas Vidner, Mormonkirken, Luthersk Mission og Indre Mission. Læs f.eks. mere om dette i denne helt nye rapport om social kontrol fra Børns Vilkår.

Grunden til at jeg nævner ovenstående er fordi jeg ikke tror Sara Omar ønsker bogen skal bruges udelukkende som en løftestang til modstand overfor Islam. Fokus må ligge på den middelalderlige fortolkning af Koranen, som mange muslimer lever efter, hvor undertrykkelsen og urimelig opdragelse af kvinder og piger er så indarbejdet, at ingen sætter spørgsmålstegn ved det. Miljøer hvor kvinder og piger ingen rettigheder har: mændene bestemmer alt, kontrollerer, lemlæster og slår ihjel. Tager det de vil have fra kvinden – uden lov – men blot fordi Koranen siger det: Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil. Det er legalisering af undertrykkelse, vold og voldtægt. Noget mændene i mange muslimske miljøer benytter sig af. Også udenfor Kurdistan. Også i vores egen baghave her i Danmark.

Først i bogen findes bl.a. dette citat fra Koranen:”Hvis I er i en tilstand af urenhed, så rens jer. Hvis i kommer fra nødtørftstedet eller I har rørt ved kvinder, og I ikke finder vand, så tag rent sand og gnid jeres ansigter og jeres hænder dermed Allah ønsker ikke at lægge nogen byrde på jer, men Han ønsker at rense jer”

Undertrykte og udstødte kvinder

Bogen indledes med en oplevelse, som jeg har læst mig til omhandler Sara Omars barndomsveninde. En forfærdelig oplevelse, som Sara Omar var vidne til og som er ubærlig læsning: En ganske ung kurdisk pige har cyklet i en landsby i Kurdistan. Pludselig har hun blod på sin kjole, hvilket faderen oplever som hun har bragt skam over familien og krænket hans ære. På trods af moderens indtrængende bøn om at skåne datteren, så skærer faderen først pigens tunge af og derefter hendes ører. Hun dør. Omgivet af messende stemmer, der siger: Allahu Akbar, Allah er størst.

Bogens hovedperson er Frmesk, der rammer livet forkert fra begyndelsen: hun fødes som pige og med en hvid tot hår på hovedet (som Sara Omar også selv har). Hurtigt frygter hendes mor, Rubar, for hendes liv – p.g.a. den voldelige far, Anwar – og lader derfor Frmeks vokse op hos sine forældre. Fremsk morfar, Darwesh, er ikke muslim, men kritisk tænkende og meget belæst. Tidligere oberst i militæret. Han har et større bibliotek gemt bag tæpper og beskrivelsen af ham er meget kærlig og troværdig. Fremsk´s mormor er dødevaskeren, som titlen på bogen. Som dødevasker tager hun sig af de døde og udstødte kvinder. Kvinder som ingen andre tager sig af og som er blevet dræbt i vanære og skam. Kvinder der er stenet eller tævet ihjel måske blot fordi de har født pigebørn i stedet for drengebørn. Hun vasker dem, giver dem kærlighed og en form for værdighed tilbage. Derefter begraver hun dem  med hjælp fra andre kvinder. Beskrivelserne af denne, i mine øjne, heltedåd, er meget gribende og smuk. Mormoderen er muslim og repræsenterer en mildere og mere humanistisk fortolkning af Koranen. Bedsteforældrene er i det hele taget beskrevet meget varmt og kærligt. Modsat f.eks. farmoderen og hendes familie, som er ondskab forklædt som mennesker. Vi følger Frmesk frem til hun er fem år – og møder hende først igen, da hun ligger på Skejby Hospital, hvilket har givet mig mange tanker. Hvad er der sket?

Kurdistan, Danmark og sanselige erindringer

Romanen foregår primært i Kurdistan, men også fra en sygeseng på Skejby hospital. Jeg oplever tre spor i romanen: de meget vellykkede beskrivelser af livet i Kurdistan med undertrykkelse og kontrol. Det andet spor omhandler den sociale kontrol, som finder sted i vores eget land, Danmark. Her og nu. Og det tredie spor er vidunderlige sanselige og smukke beskrivelser af dét, som jeg tror er gode minder fra Sara Omar´s barndom: f.eks. tilberedningen af duftende og farverig mad, af den frodige køkkenhave hos bedsteforældrene og morfarens kærlighed til bøger. Det hele er bundet sammen af et sprog, som jeg bedst kan beskrive som blomstrende…floralt. Meget malerisk og smukt. En effektiv kontrast til alt ondskaben i romanen.

Jeg indledte med at sige, at visse bøger skaber et “Før og Efter” – Jeg tror at Sara Omar´s bog vil kunne ændre vores samfund – at den vil vække en bevægelse langt udover Danmarks grænser, som forhåbentlig kan få flere kvinders liv og fremtid ind under FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, hvor der står at det er universalt gældende, at man ikke må lave forskelsbehandling på køn og race og hudfarve og etnicitet og religiøs baggrund.

Tak for Dødevaskeren. Tak til Sara Omar.