“Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov

Jeg var taget på et fire dages arbejdsophold, hvor jeg havde indlogeret mig på Hotel Guldsmeden. I toget, på vej ind til København, var jeg begyndt at læse Leonora Christina Skov´s erindringsroman “Den, der lever stille”. Efter første side i bogen lagde jeg stort set ikke bogen fra mig igen – eller det vil sige: klokken 1 om natten slukkede jeg lyset – lå og vendte og drejede mig i den store balinesiske himmelseng på mit hotelværelse – men klokken 2.30 tændte jeg lyset igen fordi jeg simpelthen måtte læse videre. Normalt har jeg absolut ingen problemer med at sove, men jeg kunne ikke slippe bogen og læste den færdig, mens solen stod op og nat blev til morgen og morgenen forvandlede sig til en ny dag med rådhusklokkernes slag klokken 12.00. Bogen har siddet i mig lige siden.

I romanens første anslag møder man jegfortælleren, forfatteren Leonora Christina Skov, på sin mors dødsleje, hvor moderen er syg med brystkræft og nu ligger afkræftet på et hospice med få timer tilbage at leve i. Dødsscenen blandes med flashback til deres liv sammen og alt den skyld, som både hendes mor og far har pålagt Leonora Christina Skov med bl.a. beskyldninger om at det er hendes skyld moderen har fået brystkræft.

Den idag kendte forfatter i høje røde sko, farverige kjoler, makeup og parfume, Leonora Christina Skov, var tidligere den ensomme og korrekte Christina Skov. Hun voksede op som enebarn i en familie, hvor man levede efter devisen: “Den der lever stille, lever som bekendt godt”. Moderens skøbelige sind gennemsyrede deres isolerede liv i det røde parcelhus i forstaden Helsinge, hvor forfatteren gik på listesko for ikke at gøre moderen ked af det eller faren vred. Hendes plan var at få topkarakterer og gøre alting korrekt, så forældrene kunne elske hende.

 

Som ung litteraturstuderende flytter/flygter Leonora Christina Skov til København og begynder den svære frigørelse fra sine fordømmende forældre. Til sine forældres rædsel forelsker hun sig i en kvindelig præst, hvilket hun ikke gør ustraffet. Forældrene slår hånden af hende og igennem mange års ses de ikke. Den eneste kontakt er gennem den religiøse mormor, som Leonora Christina Skov havde et nært forhold til. En kvinde der igennem 50 år truede med at dø, når tingene ikke helt blev som hun ønskede. En kvinde som også nærede anderledes varme følelser for sit barnebarn i forhold til sin egen datter. En del af forståelsen af Leonoras mor ligger nok i det komplicerede forhold moderen havde til mormoderen. Man fornemmer at moderen liver lidt op, da mormoderen går bort, hvilket jo ikke er et helt ukendt fænomen. Moderen bruger gennem hele Leonora´s opvækst og voksenliv gråden som magtmiddel i familien. Med tiden finder Leonora gudskelov en vrede frem overfor gråden, men gråd som magtmiddel er svært at stå imod.

“Du styrer os jo fuldkommen med dit evindelig tuderi, havde jeg lyst til at råbe. Hvad bilder du dig ind? Du fylder 70 år om en måned. Tag dig dog sammen, og fortæl os, hvad der er sket, fremfor at sidde der og antyde alt muligt”. 

Det er tankevækkende at forældre kan behandle deres børn på den måde Leonora oplever – og imponerende at hun som ung finder en kraft i sig selv til at komme videre, leve et liv som lesbisk, erotisk kvinde og være tro mod sig selv.

Det siges ofte, at man som voksen ikke kan blive ved med at bebrejde sine forældre ens opvækst. Man må omfavne det og se fremad, men så nemt er det ikke altid. Langt fra. Et barn efterstræber ofte forældrens anerkendelse og kærlighed langt op i voksealderen – og som i Leonora Christina Skov´s tilfælde: lige indtil moderens død.

“Min liste over alt det, jeg kunne gøre og give, så min mor måske ville acceptere mig og på sigt Annette (Leonoras kæreste), var ved at være udtømt, og lige lidt havde det hjulpet. Det var den første, euforiske fase, en snurrende fornemmelse i hænderne, når jeg fandt et eller andet, der måske kunne være noget for hende. Denne gang ville hun blive glad, denne gang ville hun indse, at jeg ikke var monstrøs og havde ødelagt hendes liv med vilje, og dernæst følelsen af total værdiløshed, når det viste sig, at gaven ikke var lige i øjet, heller ikke denne gang. Bogen var kedelig, parfumen var for kraftig, kropsolien var for speciel, og hun brugte i øvrigt ikke den slags”

Jeg kan på det varmeste anbefale “Den som lever stille” – bogen lever stille videre i mig. Og tak for det smukke omslag, som er lavet af Simon Lilholt, Imperiet.

Jeg købte bogen hos min lokale boghandler, som jeg ikke vil have forsvinder fra gadebilledet – men den fås også hos Bogreolen, der leverer sublim service.

Følg også Leonora Christina Skov på Instagram, hvor hun generøst deler ud af sit liv, sine tanker og gode råd til f.eks. musik, parfume, røde sko og lækre kjoler. Det har været skønt at være med hende rundt i hele landet, hvor hun har fortalt om denne bog.

Tilføjet efterfølgende: Vinder af De Gyldne Laurbær 2018.