Det er et par dage siden jeg afsluttede romanen De loyale skrevet af franske Delphine de Vigan og lige siden har jeg haft en fornemmelse af, at romanen var for kort. Jeg var ikke klar til at slippe de fire fortællerstemmer, hvis skæbner flettes ind i hinanden: Théo, Mathias, Mathias´s mor, Cecile og drengenes skolelærer, Hélène. Jeg havde en følelse af netop at have lært dem hver især at kende og ville gerne have haft mere. I modsætning til Vigans roman Alt må vige for natten, så fløj jeg igennem De loyale. Alt må vige for natten var en mere “mættet” roman, som jeg ofte lagde fra mig. Jeg var vild med den. De loyale var nemmere læsning, men også meget følsom og barsk.
Børns loyalitet
Noget af det mest loyale er børns loyalitet overfor deres forældre, hvilket romanens Théo er et godt eksempel på. I De loyale er omdrejningspunktet den 12 årige Théo, hvis forældre er skilt. Théo lever den ene uge hos sin dybt forsumpede, alkoholiserede og arbejdsløse far, hvis skæbne Vigan fortæller meget gribende om i enkle sætninger. Man kan nærmest lugte lejligheden og faderen. Faderen ligger et stort pres på Théo ved at forbyde ham at fortælle moderen om både faderens liv og økonomiske situation. Noget som har store konsekvenser for Théo. Moderen foragter Théo´s far og går så vidt at hun ikke vil kendes ved Théo, når han ankommer til hende efter en uge hos sin far. I Théo´s liv eksisterer hveranden uge ikke idet livet hos faderen er unævneligt hos moderen. Et hjerteskærende svigt overfor Théo, som giver ham en smerte i maven, der leder til at han begynder at drikke massive mængder alkohol for at fjerne smerten og for at glide ind i en anden verden, hvor man intet mærker.
De voksne
Vennen Mathis, der på overfladen lever i en harmonisk og velfungerende familie, bliver Théo´s allierede. En alliance som Mathis´s mor, Cécile, bestemt ikke bryder sig om. Cécile oplever et stort mindreværd, fordi hun stammer fra en lavere social klasse end sin mand. En mand som viser sig at rumme en side, som hun har stor antipati overfor. Vigan er igen knivskarp i sin beskrivelse af Céline´s eksistens som kvinde og hjemmegående hustru. En beskrivelse af at omverdenen behandler hende som luft, når hun fortæller hun ikke arbejder. Hun lader sig derfor opsluge af malingen på væggen eller motiverne på tapetet. De andre i selskabet finder hende alligevel usynlig.
Skolelæren Hélène er den eneste som har en mistanke om, at der er noget galt med Théo og hans familie. Hun er selv vokset op i et voldeligt hjem og genkender hurtigt nogle tegn hos Théo, som hun forsøger at forfølge – både indenfor de gængse rammer, men også ved at agerer mere autonomt, hvilket virkede meget menneskeligt. Alt for mange mennesker vender ryggen til, når man fornemmer noget er galt – for hvornår skal man blande sig?
Skal man blande sig, når man fornemmer noget er galt?
Jeg har to gange ligget søvnløs over om jeg skulle blande mig, fordi jeg fornemmede at et barn bar på en byrde, som det ikke burde. Den ene gang delte jeg min mistanke med en anden mor, men det var tydeligt at hun intet ville have med det at gøre. Hun ville hellere se væk end blande sig. Den anden gang delte jeg ligeledes min fornemmelse med en mor. Også her i al fortrolighed. Denne mor virkede derimod lettet over at jeg ville påtage mig opgaven og hun bakkede mig op. Jeg valgte at kontakte klasselærer begge gange.
Der var flere år imellem de to episoder. Jeg havde nok ikke gjort det, hvis jeg ikke et par gange var stødt på Lisbeth Zornig i medierne, som nævnte, hvor vigtigt det var at man blander sig/rækker ud, hvis man observerer noget skævt omkring et barn. Den første gang jeg henvendte mig viste det sig, at skolen var klar over noget var helt galt. De var meget taknemmlige for at jeg henvendte mig og der blev taget godt hånd om sagen. Den anden gang var skolen ligeledes opmærksom på barnet, men det er min oplevelse at netop p.g.a barnets loyalitet overfor sine forældre, så går der et barn rundt i dag, som næppe får den hjælp, som det har behov for. Dette føles hjerteskærende.
Flere steder oplever jeg også romanen De loyale som hjerteskærende, fordi børn så nemt ryger under radaren netop fordi de er loyale overfor både hinanden og deres forældre. En meget læseværdig og tankevækkende roman, som er følsomt og knivskarpt fortalt. Min anbefaling herfra.
De loyale – Delphine de Vigan – People´s Press
Få nyheder fra bloggen sendt direkte til din indbakke.
Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, accepterer du, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig mit nyhedsbrev igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.
