I takt med at Coronavirusen spredte sig i Danmark lukkede den ene kulturinstitution ned efter den anden. Samme triste skæbne stod den årlige CPH:DOX overfor. CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival, er en af de største dokumentarfilmfestivaler i verden – men på trods af sin store størrelse, så påvirkede dette ikke smidigheden og i løbet af få døgn omstillede festivalen sig og tilbød nu, at man kunne streame de mange film på nettet. Alle disse film ligger lige nu – og frem til slutningen af april – tilgængelig på CPH:DOX.

En perlerække af film, som gør os klogere på andre mennesker. Jeg havde oprindelig købt billetter til to film – og uden jeg havde gjort/sagt/skrevet det mindste fløj pengene retur på min konto. Med disse penge retur kan jeg nu streame lidt ekstra udover de to, som jeg oprindelig havde bestilt til, hvilket bl.a. har budt på en meget stor oplevelse.

Anoreksi og fotografi – Self Portrait

I filmen Self Portrait siger den unge fotograf Lene Marie Fossen, at hun ikke ønsker at være hende med anoreksi, men derimod omtalt som fotograf. At fokus skal ligge på hendes evner som fotograf. Det er dog svært at skelne hendes fotografi og hendes sygdom fra hinanden idet hendes fotografiske projekt netop bestod i at afklæde anoreksien, konfrontere sygdommen og vise den frem.  Lene Marie Fossen stoppede med at spise, da hun var 10 år gammel. Hun ville bremse tiden og forblive i barndommen. Senere fandt hun ud af, at man kunne fastholde øjeblikket ved at tage billeder.

Selvom jeg blev meget berørt af at komme så tæt på hendes sygdom og smerte, så var det hendes billeder, der stod tilbage. Hendes billeder er så fuldstændig fantastiske. Smukke, rå og helt unikke – og for mig var det helt klart hendes enorme talent som fotograf, der stod tilbage. Sjældent har jeg oplevet så dygtig en fotograf og kan kun begræde hun fik alt for få år til at udfolde sin kunst. Self Portrait var ikke een af de film, som jeg havde booket billetter til, men netop p.g.a. CPH:DOX lagde filmene til streaming på nettet fik jeg en virkelig stor oplevelse. Tak for det.

Aznavour – et fransk ikon

Tilgengæld havde jeg i gooood tid booket billetter til filmen Aznavour By Charles. Jeg havde i forbindelse biografturen planlagt et glas naturvin og lidt franske retter på en af byens restauranter, men ændrede dette p.g.a. Corona til streaming fra sofaen og naturvin leveret af Husted Vin. Lad der her lyde en anbefaling: jeg tåler med alderen (!) vin dårligere – træls….men naturvine og orangevine fungerer fint, så nu er jeg begyndt at kaste min kærlighed over disse. Husted vin gør det nemt at lave en blande-kasse og med deres lynhurtige levering, så kan det kun anbefales at prøve. Og nej: jeg modtager ikke penge eller andet for at sende denne anbefaling afsted, men jeg er bare lykkelig over fortsat at kunne drikke noget vin uden at få det skidt dagen efter….absolut livskvalitet.

Edith Piaf´s geniale gave

Nå, men tilbage til filmen Aznavour By Charles. En film om ham der ofte er blevet kaldt Frankrigs svar på Frank Sinatra. Jeg synes nu han var helt sin egen – den nu afdøde sanger og sangskriver, Charles Aznavour. Den franske tenor blev, da han i 40erne optrådte på kabareter i Paris, opdaget af Edith Piaf. I midten af 60érne tog hans karriere fart og han fik en enorm fanskare. Aznavours sange handlede ofte om kærlighed – blandt de kendte sange er  “La Bohème”, “Hier Encore”, “La Mama”, “Il faut savoir”, “She” . Det var også Edith Piaf som i 1948 gav ham et kamera. Resten af livet og overalt hvor han rejste, filmede han med et Super 8- eller 16-mm-kamera.

Filmen her er derfor udelukkende baseret på Aznavours egne optagelser over en periode på omkring 70 år ledsaget af dagbogs-monologer, brevvekslinger og ikke mindst musikken. Et visuelt digt til livet og poesien, fra en musikalsk begavelse uden sidestykke. På trods af alt det franske (som jeg jo er dybt forfalden til), hans fine evne til at indfange steminger, kærlighed, rejserne, koncerterne, de eksotiske tilflugtssteder etc….ja, så fangede filmen mig ikke rigtig, men det var en dejlig oplevelse at se verden gennem Aznavours øjne og lytte til hans stemme.

Disse fire film skal jeg også nå at se på CPH:DOX

Der ligger mange film på CPH:DOX som jeg gerne vil se, men nu har jeg i forbindelse med dette indlæg sorteret og udvalgt de sidste fire film, som jeg skal se i løbet af resten af April. Jeg kunne sagtens ønske at se flere, men der er også nogle bøger, som skal læses og arbejde, der skal udføres, så realistisk set når jeg ikke mere. Priserne for filmene ligger på 6 euro – og det er nemt at oprette en profil, så man kan komme igang med at se dokumentarer i verdensklasse.

Her er de næste fire film, som jeg har planlagt at se:

Woman

Jeg bliver aldrig træt af at høre om andre kvinder fortælle om deres liv. Woman er en film hvor kvinderne tager ordet i et enormt, globalt projekt om, hvad det vil sige at være kvinde verden over i det 21. århundrede: glæde, moderskab, kærlighed, seksualitet, overgreb, stolthed og sorg.

The Kingmaker

Jeg har tidligere skrevet om fotografen og dokumentaristen Lauren Greenfield – læs mere her – , der helt eminent skildrer USAs rigeste og ikke mindst de nyriges surrealistiske livsstil. I dokumentaren The Kingmaker har Lauren Greenfield fået eksklusiv adgang til Imelda Marcos, Filippinernes tidligere førstedame, der blev berømt først for sin skønhed og skosamling, og siden for sit fald fra magtens tinder og flugt ud af landet i 1986 med diamanterne godt gemt i børnenes bleer. I filmen  fortæller hun åbent sin egen version af historien om førstedamen, der ville være hele befolkningens moder.

Capital in the 21st Century

Når man, som jeg, er fast og trofast abonent på Politiken, så støder man mere end almindelig ofte på navnet på franske Thomas Piketty. Thomas Piketty er en af verdens mest anerkendte økonomer. Og nej: jeg har ikke læst hans bestseller Kapital i det 21 århundrede. Bogen der er blevet rost til skyerne af både franske og danske anmeldere, læsere og fagfæller. Thomas Piketty er en yderst kritisk forfatter, der ikke er bange for at udfordre nogle af de største økonomiske teoretikere. Underbygget med noget af verdens mest omfattende forskning kaster Piketty sig kritisk over kapitalismen og det vestlige samfunds ulighed. Med samme forskning i ryggen opstiller han kvalificerede bud på en mere retfærdig økonomi. Filmen Capital in the 21st Century leverer jeg 700 siders knivskarpe pointer på blot 100 minutter. Absolut et must see for mig – og min familie.

Rebeccas Rum

Sidste år valgte jeg at lave et totalt købestop i et halvt år, hvilket jeg skrev om her. Siden mit totale købestop har mit forbrug ændret sig markant. Ikke mindst inspireret af min datter, Vera, som både er Fashion Scout hos Røde Kors og arbejder som husmodel hos ovenstående Veras, der er skabt af Rebecca Vera Stahnke, som filmen handler om. En dygtig kvindelig iværksætter. Jeg vil gerne med bag kulissen og høre mere om hendes historie. Denne film havde jeg også købt billetter til. Sammen med min datter – så den skal helt klart ses sammen med hende.

Jeg håber ovenstående kan inspirere til nogle timer i selskab med CPH: DOX, hvor man altid går lidt klogere derfra. Glæder mig til næste år, hvor man, forhåbentlig, igen kan få talks med – men jeg må indrømme at det har passet mig storslået, at CPH:DOX i år lå på nettet.

Støt dem 😉 – Det har de fortjent for deres store arbejde med at samle så mange udsøgte dokumentarfilm, der gør os klogere på verden og hinanden.