Fremkaldelser – Hammershøi på Den Hirschprungske Samling

Hammershøi
Hammershøi arrangerede møbler og ting, så de passede ind i de tanker han havde om, hvad han ønskede at male. Han brugte ofte atmosfæren i de steder han boede, som sit hovedmotiv. Her fra Bredgade 25, hvor han boede fra 1909 til 1913.

Hammershøi på Østerbro. Min varmeste anbefaling lige nu er at se Fremkaldelser på Den Hirschsprungske Samling. Den slutter på søndag d. 22. august, så det var for mit eget vedkommende i sidste øjeblik jeg nåede forbi i sidste uge. Det var en vidunderlig oplevelse – og jeg er så taknemmelig over, at Corona holdt sig tilbage, så jeg nu kan bære denne oplevelse med mig videre i livet.

Hammershøi og fotografiet

Hammershøi´s malerier er i sig selv altid noget der trækker i mig. Jeg har haft en livslang kærlighed til hans fint afstemte malerier af stille stuer, rygvendte kvinder, mennesketomme byer, lysspil, intimitet og enestående skønhed. Hans utallige nuancer indenfor en farveskala med primært hvidt, gråt og sort – måske iblandt lidt blåt, gult eller grønt. Hammershøi var særlig optaget af at male det dybeste sorte og det klareste hvide. Indenfor dette område interesserede han sig også for det tidlige fotografis dyrkelse af sort-hvid-skalaen  – og for hvordan man kunne arbejde med disse effekter i maleriet. Hammershøi undersøgte hvordan forskellige lyskilder kunne opføre sig i et maleri – i et rum f.eks. hvordan dagslyset strømmede ind ad vinduer eller hvordan lyset fra stearinlys flimrede i mørket. Præcis som fotografer “maler med lys” – som fotografi jo betyder.

Udstillingen FREMKALDELSER. Vilhelm Hammershøi, Valdemar Schønheyder Møller og fotografiet handler om Vilhelm Hammershøis interesse for fotografiet, der udvikles i nært samarbejde med kunstnervennen Valdemar Schønheyder Møller. Hammershøi var på én gang optaget af fotografiet som visuelt og æstetisk udtryk, som samlerobjekt og som arbejdsredskab, ligesom han selv fotograferede på rejser og i sit hjem. I udstillingen præsenteres fotografier og malerier side om side. FREMKALDELSER præsenterer ikke alene en række værker fra danske og udenlandske museer, men også flere fra privateje, der ikke har været udstillet i mange år.

Hammershøi - Fremkaldelser
I sine interiører arbejdede Hammershøi som en scenograf og iscenesatte rum, figurer og møbler. Ingen forstyrrende elementer eller farver. Alt i hans rolige farveskala med et utal af nuancer inden for denne.

Midt i romanen Kvinde set fra ryggen

Det er i sig selv altid berigende for mig at se Hammershøi´s malerier og kilde til en evig inspiration. Eller jeg vil sige: fordi min mor altid tog mig med på udstillinger – og fordi begge mine forældre havde en stor kærlighed til Hammershøi´s enkle skønhed, så bærer jeg inspirationen med mig – uden egentlig at tænke over det hele stammer fra hans malerier. Det bor bare i mig. Skønheden og kærligheden. Det er så enkelt og så ufattelig berigende. Den helt gratis glæde ved lyset. Ved linjer og kontraster.

På denne udstilling endte jeg måske ikke med at få så meget ud af selve fotografidelen og samarbejdet med Valdemar Schønheyder Møller. Naturligvis var det interessant, men jeg var meget taknemmlig over teksterne der fulgte med hver billede og tema. Det var virkelig berigende.

Jeg var bestemt heller ikke upåvirket af, at jeg – tilfældigvis – var midt i Jesper Wung-Sung´s fremragende roman “Kvinde set fra ryggen“, der handler om Ida – Hammershøi´s hustru – og dermed også om Hammershøi. Derfor vil jeg afslutningsvis anbefale følgende: læs første halvdel af romanen (med lidt god vilje kan du godt nå det…..), gå derefter ind og se udstillingen – og læs derefter videre i romanen. Det har ihvertfald været fornøjeligt for mig.

Men vigtigst: Oplev lyset og skønheden gennem Hammershøi´s øjne – og læs de gode tekster. De støvede solstråler lander i dit sind – og bliver der for altid.

FREMKALDELSER

Den Hirschsprungske Samling
Stockholmsgade 20
2100 København Ø

NB! Book billetten hjemmefra – jeg kom direkte ind på trods af kø.

Hammershøi
Dybt fascinerende: undersøgelser har vist, at der på dette maleri er benyttet halvtreds forskellige nuancer af hvid…Her også et eksempel på et af hans kendetegn: sollyset på gulvet.
Tilmeld nyhedsbrev

Få nyheder fra bloggen sendt direkte til din indbakke.

Ved at tilmelde dig mit nyhedsbrev, accepterer du, at jeg må sende dig nyheder, mails med tips og gode råd, digitale gaver samt informationer om produkter. Du kan til enhver tid afmelde dig mit nyhedsbrev igen. Læs min cookie- og privatlivspolitik her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.