Krigsfotografen – Stærk film om prisvindende Jan Grarup

Hold nu op….! En “Hvad-skete-der-lige-der-følelse” udfoldede sig inden i mig, da jeg forleden forlod biografen efter at have set Krigsfotografen. Vi – os i biografen – blev siddende helt stille indtil sidste linje i rulleteksten var forsvundet. Halvanden time var gået i selskab med den prisvindende krigreportagefotograf Jan Grarup. Da vi tavse forlod biografen tror jeg de fleste gik med følelsen: What the Fuck! Hvad skete der lige der?

Ved du hvem Jan Grarup er?

Men jeg begynder lige et andet sted. En sommerdag dette år på Grundvigs Højskole, hvor jeg sad i solen udenfor og spiste frokost med tre mennesker, som jeg ikke kendte. Vi deltog alle i en uges fotofestival og snakken faldt på Jan Grarup. Jeg var tavst lyttende, indtil en vidunderlig høflig, noble og ældre herre forsigtigt spurgte mig “Ved du hvem Jan Grarup er?”….Jeg blev helt paf – for er der nogen som ikke ved, hvem Jan Grarup?, tænker jeg? Ihvertfald os som interesserer os for fotografi – men i det hele taget?? Så det røg ud af mig “Ja, selvfølgelig ved jeg, hvem Jan Graup er – han er fantastisk” – En af de andre ved bordet mente dog ikke, at han ligefrem ville kalde ham fantastiske – men han var også fra Jylland, hvor de jo har ry for at underspille lidt….

Men JA: jeg ved godt hvem Jan Grarup er! Måske i særlig grad, fordi jeg altid har været trofast Politiken-læser, hvor Jan Grarup en del år var tilknyttet. Han har gennem 30 år taget enkle og stærke billeder af mennesker i verdens brændpunkter, hvor han især med sine sort/hvide billeder  har indfanget menneskers sindstilstande i de mest krigshærgede egne af verden. Billeder som har indprentet sig i mig, fordi han har en helt særlig evne til at indkapsle globale konflikter ned i det meget nære. F.eks. er det Jan Grarups billeder, der øjeblikkelig dukker op på nethinden blot Rwanda bliver nævnt. Ingen glemmer hans billeder fra f.eks. netop Rwanda eller Dafur, Haiti m.fl., men sådan har jeg det med mange af verdens mest håbløse og ondskabsfulde konflikter: det er Jan Grarups billeder, som definerer konflikterne eller de menneskelige omkostninger og skæbner for mig.

Skræmmende og fascinerende

Filmen Krigsfotografen er instrueret af dokumentarfilminstruktør Boris Benjamin Bertram.  Sammen med fotografen Henrik Ibsen fulgte de Jan Grarup gennem seks år, hvor Jan Grarup ønskede at dokumentere krigsforbrydelser og de civiles levevilkår i Mosul. Både bag frontlinien og i randområderne. Jeg har hørt Boris Benjamin Bertram beskrive, at det er som om Jan Grarups hjerte slår langsommere, når han befinder sig i så farlige områder – han bliver helt rolig – og med den ro formår han at give en stemme til mennesker, der normalt ikke har en stemme. Det er så sindsygt skræmmende og dybt fascinerende at se på. Dér sad jeg midt i den trygge danske provins og så Jan Grarup, Boris Benjamin Bertram og Henrik Ipsen arbejde. Jeg fatter ikke de tør – men jeg er dem dybt taknemmelig fordi de så kompromisløst får vist en ondskab og brutalitet, som man normalt ikke ønsker at se – men som jeg igennem årene har set gennem Jan Grarups billeder. Jeg fatter ikke det mod.

Bag frontlinien i Mosul og far til fire i København

Imens holdet er ved at producere Krigsfotografen får Jan Grarups ex-kone konstateret kræft i hjernen, som der er risiko for hun ikke overlever.  Sammen har de tre børn, der flytter hjem til Jan Grarup – han har også et fjerde barn med en anden kvinde. Med børnenes indflytning følger et stort ansvar for at skabe nogle nye rammer for familien samt at håndtere familiens sorg og angst. Filmen Krigsfotografen er som nævnt lavet henover seks år og hvad der ikke kommer frem i filmen er, at Jan Grarup trækker stikket som krigsfotograf i et år, hæver sin pension for at tage sig af familien under ex-kone´s livstruende sygdom. Denne storrygende kaffedrikkende københavner med tatoveringer over hele kroppen og styr på stilen – selv i krigszonerne – er uhyre generøs med sig selv i filmen, hvor han med ærlighed viser sider af den uperfekte far, der prøver at balancere livet i krigszonen, studenterfest, madpakker og tøjvask.

Filterløst portræt af en sammensat person

Dokumentaren Krigsfotografen viser et filterløst portræt af en meget sammensat og kompromisløs person, som ikke lægger skjul på, at 30 år som krigsfotograf har kostet på sjælen. Med alt den død, ondskab og ødelæggelse som han har oplevet og videreformidlet i sine billeder, så er der alligevel meget håb, æstetik og kærlighed i mange af hans billeder. Han fortæller, at selv i de mest trøstesløse dele af verden oplever han nogle gange lyset midt i mørket. Nogle anmeldelser har nævnt, at de i filmen savner hans tanker og refleksioner. Det synes jeg på ingen måde man gør. Selvfølgelig er det en mand som reflekterer. Mere end de fleste af os – og det synes jeg ses så tydeligt i hans billeder, men det synes jeg også det gør i filmen. Blot et blik ind i hans øjne. Og i hans børns øjne. Alt skal ikke serveres på en sølvbakke.

Jeg har lige købt bogen “Hvor Jernkorsene gror – En krigsfotografs erindringer” af Jan Grarup fortalt til Jakob Falling. Her tror jeg, at nogle af de spørgsmål man måske brænder inde med kan få et svar. Måske. Jeg behøver dog ikke svar på alt. Han billeder fortæller nok.

Efter frokosten på Grundvigs Højskole tænkte jeg lidt over om det alligevel var for stort et ord at kalde Jan Grarup “Fantastisk”. Jeg kunne jo rigtig godt lide denne noget mere besindige jyde, men jeg må konstatere, at jeg efter filmen Krigsfotografen synes ordet er meget passende. Han er fantastisk. Modig og vild. Og om kort tid også radiovært: Forleden læste jeg, at han skal have sit eget radioprogram “Orkanens Øje” på den nye landsdækkende radiokanal Radio4. Jeg følger ham allerede på Instagram (kan anbefales) og ved, at han er en mand med holdninger, så jeg ser frem til radioprogrammet.

Jeg vil klart anbefale dig at se Krigsfotografen. Det er en vigtig film.

Tak til både instruktør og filmfotograf for at turde filme med livet som indsats!

****

Læs mere om – Jan Grarup