Leonard Cohen – The Golden Voice i mørket på Gl. Strand

Da Corona-pandemien ramte landet var jeg godt i gang med at nyde Leonard Cohen inde i Kunstforeningen på Gl. Strand – for sjette eller syvende gang. Jeg var begyndt at føle mig liiidt presset p.g.a. udstilingen var sat til at slutte i april – og jeg var slet ikke klar til at tage afsked med Leonard Cohen. I et par måneder havde jeg følt mig i hans nærhed, når jeg sad i mørket og hørte ham fortælle om sit liv, sin karriere, fyre perfekte jokes af eller synge. Altsammen med den smukke stemme og et ansigt, som jeg aldrig bliver træt af at se på. Ung som gammel. Alvorlig som smilede. En fan taler ud….!

Coronaen endte dog med – lykkeligvis – at bringe muligheden, for flere timer med Leonard Cohen, med sig idet man nu har valgt at forlænge udstillingen – og forleden genåbnede udstillingen “A Crack in Everything” om den verdenskendte romanforfatter, digter og singer-songwriter. Udstillingen, der fordeler sig over både Kunstforeningen Gl. Strand og Nicolai Kunshal, er nu forlænget til 2. august. Hvilken lykke for mig. Og måske for dig?

A Crack in Everything i de smukke lokaler på Gl. Strand og Nikolai Kirke

Udstilling “A Crack in Everything” slog første gang dørene op i slutningen af oktober 2019. Pludselig hang der i efteråret 2019 bannere og plakater rundt omkring i København, Cohen´s karakteristiske toner flød fra musikere ved Storkespringvandet og det hele blev lidt overvældene og insisterende. Der var Cohen og yoga, den stærkt anbefalingsværdige film Marianne og Leonard: Words of Love (en dokumentarfilm fra 2019, instrueret af Nick Broomfield, om forholdet mellem forfatter og sanger Leonard Cohen og hans “muse” Marianne Ihlen, især deres tid brugt på den græske ø Hydra i 1960’erne og 1970’erne), Podcasts (altid godt når kombinationen hedder rockanmelder og Cohen-fan Klaus Lynggaard og Cohen), talks, koncerter etc. Cohen blev ganske enkelt allemands-eje i København i efteråret 2019 – og det var lidt voldsomt, fordi det jo ellers bare er “ham og mig”, forstås! 

Da Politiken i slutningen af oktober 2019 blot gav udstillingen to hjerter, så jeg tog det egentlig ret afslappet med at komme ind og se “A Crack in Everything”…..Mit første besøg blev først i begyndelsen af februar. En fødseldagsgave til min søster. Cohen er vores livs soundtrack med vores nu afdøde forældre. Det viste sig at være en stor fejl at have ventet så længe – og pludselig fik jeg travlt med at nå ind og se udstillingen ofte nok ..altså lige indtil Coronaen satte et stopper for dette. Det skal her tilføjes af både Berlingske og Børsen gav udstilligen A Crack in Everything fem stjerner.

Udstillingen er oprindelig udviklet af Musée d´art contemporain de Montereal og samler 17 værker af samtidskunstnere, filmskabere og musikere, som alle har været inspireret, påvirket eller på anden måde bevæget af Leonard Cohen. Læs mere om selve udstillingen her

Man finder sin egen vej i udstillingen – og kommer igen

Jeg er ikke lige begejstret for hele udstillingen. og har derfor en rimelig fast rute, når jeg er derinde, men her er jeg til gengæld også helt og aldeles berørt og lykkelig. Hver gang.  Jeg vil, selvfølgelig, anbefale at se hele udstillingen første gang (afsæt rigtig god tid), men derefter finder du nok din egen vej. Jeg har tre-fire værker, som jeg vender tilbage til hver gang jeg er på Gl. Strand: 

• Først vælger jeg at besøge en videoinstallation af Kara Blake, hvor man nærmest bliver ført ind i en intim samtale med og om Leonard Cohens liv. Man inviteres til at kommunikere med billeder af Cohen som er hentet fra årtiers arkivmateriale, der konstruerer et sammensat portræt af kunstneren, mens han reflekterer over en række emner, der spænder fra hans egen personlige tilgang til det at skrive og til universelle temaer som kærlighed, ydmyghed og spiritualitet.
• Dernæst stiller jeg mig op i køen til værket Depression Champer, som den israelske filminstruktør Ari Folman har bidraget med. Det er inspireret af hans søsters depression. Da en kæreste forlod den dengang 18 årige søster, låste hun sig inde på sit værelse og lyttede udelukkende til “Famous Blue Raincoat” af Leonard Cohen. En måned senere låste hun sig ud og annoncerede at hun ville studere til læge. Man ligger på en briks i cirka fem minutter og lader værket omslutte een. Jeg har ligget der alene, med min søster, med min søn – og snart ligger jeg der først med min mand og så min datter. Og nok også lidt alene igen.
• Nogle gange sætter jeg mig med en mikrofon og nynner med på Hallelujah sammen med andre fans rundt omkring i verden og lader det brumme under mig.
• Jeg slutter altid af dér, hvor man ellers bliver anbefalet at begynde: øverst oppe hvor en time lang videoinstallation “Passing through” af George Fok viser Cohens optræden ved koncerter fra 60érne og frem til hans sidste koncerter. Fem årtier. Det er dette rum som jeg ikke har lyst til at slippe igen. Når jeg er i dette rum, så føler jeg, at mine forældre også er tilstede. Det er varmt og smukt. Man kan også ligge i sækkestolene ved Nicolai Kirke og opleve denne installation.

Svært at slippe Cohen-universet

Jeg ville ønske, at Kunstforeningen kunne beholde særlig Kara Blakes og George Fok´s videoinstallationer. Leonard Cohen er for mange soundtracket til deres liv. Ikke mindst mit liv – og hans tekster er eviggyldighed på tværs af generationerne. Hans rolige stemmer der kredser om tro, kærlighed, eksistens, tvivl og melankoli ville være vidunderlig at kunne opsøge, når behovet opstår. Jeg så gerne, at man f.eks. en gang om måneden kunne lade sig omslutte af hans kloge ord og glimt af koncerter – det kunne også være Grand Teatret, som gjorde dette muligt. Gerne med en pause mellem installationerne, et glas vin, måske en musikers fortolkning eller ord fra Klaus Lynggaard. Man er vel en drømmer……!

Her og nu: lad min klare anbefaling til dig være: afsæt god tid. Det vil du ikke fortryde. God tur!