Portræt af en kvinde i flammer – Umådelig smuk fransk film

Stor æstetisk nydelse

Blot fem minutter inde i den franske film Portræt af en kvinde i flammer må man overgive sig til skønheden i filmen. Hver scene er et kunstværk med et eminent blik for lys og æstetik. Bare måden det gyldne aftenlys skinner på de store våde sten på stranden, da den svært belæssede portrætmaler Marianne (Noémie Merlant) forcerer en klippeskrænt for at nå op til sin opgave med at male den unge Héloïse (Adèle Haenel), der netop er vendt hjem efter længere tid i kloster. Eller den mørkklædte ryg med det orange klæde på tværs over ryggen, da Marianne banker på slottet for første gang…..eller da hun kort efter sidder og lader sin nøgne krop og sine lærreder tørre foran kaminen. Stor æstetisk som fortsætter filmen igennem. Denne æstetiske nydelse er nok til at jeg på det varmeste vil anbefale Portræt af en kvinde i flammer, men filmen er til overflod så meget mere end smukke billeder. Der er ingen grund til at vente på slutningen af dette indlæg: bare se filmen. Der går længe inden du igen ser så meget skønhed i en film.

Det hemmelige portræt

Den unge portrætmaler, Marianne, er blevet sejlet til en afsidesliggende klippeø for at male den smukke Héloïse uden hun opdager det. Adskillige portrætmalere har tidligere måtte opgive opgaven p.g.a. Héloïse´s modvilje overfor maleriet, der skal bruges som en form for datidens Tinder-billede, hvor en eventuel kommende mand kan vurdere om han vil gifte sig med hende.

Mariannes ansættelse er, officielt, at hun skal gå ture med Héloïse – som en anstandsdame, så Héloïse ikke gør skade på sig selv, hvilket familien mener Héloïse´s søster gjorde. Et selvmord for at undgå at blive bortgiftet til en ukendt mand. På deres daglige gåture i det barske, men smukke landskab kommer Marianne langsomt ind på livet af den hemmelighedsfulde Héloïse. Eftersom portrættet skal males i al hemmelighed indkapsler Marianne om dagen alle de små træk ved Héloïse, så hun kan male hende om natten. Langsomt udvikler der sig dog en unik relation. Et tæt venskab, et kunstner-muse-forbindelse og sidst men ikke mindst et erotisk kærlighedsforhold tager form.

Ingen mænd – og alligevel dominerer de alt

Portræt af en kvinde i flammer er mesterlig instrueret af Céline Sciamma, der også står bag manuskriptet til filmen (og vandt De Gyldne Palmer for manuskriptet). Efter sigende havde hun inden optagelserne til filmen afsluttet et forhold til skuespilleren Adèle Héloïse, der spiller Héloise – og uden der skal gå sladderblad i denne anbefaling af filmen, så vil jeg alligevel liste mig til at sige, at Céline Sciamma har et eminent blik for sine kvindelige skuespillere – ikke mindst Adèle Héloïse. Der optræder stort set ingen mænd i filmen – blot ganske få i begyndelsen og slutningen af filmen, men alligevel er det mændene og deres dominerende rolle i datidens samfund, som tynger filmen – men på lærredet udfolder der sig den smukkeste lesbiske kærlighedshistorie, som kulminerer tilslut, hvor Vivaldi´s  Sommer fra De Fire Årstiderne overtog min tårerkanal og lod mig hulke igennem slutningen.

Fuldstændig vidunderlig film. Se den – dette er vitterlig en film som skal ses på det store lærred i biografen.

…

Portræt af en kvinde i Flammer

Camera Film