“Vi kunne alt” Barsk og velskrevet roman af Merete Pryds Helle

Mit første møde med Merete Pryds Helle var gennem hendes anmelderroste og prisbelønnede Folkets Skønhed. En fantastisk slægtsroman, hvor man følger familien Pryds. Jeg har skrevet om den her. En svær roman at efterfølge, men Vi Kunne Alt er meget overbevisende og om muligt endnu bedre. Vi Kunne alt er en selvstændig fortsættelse af Folkets Skønhed, men jeg synes man går glip af en meget stor læseoplevelse ved ikke at læse Folkets Skønhed først. Det giver en ekstra dybde at læse dem begge. 

Vi Kunne Alt udspiller sig i 1970´erne på en villavej i Værløse midt i et parcelhuskvarter. Vi kommer med ind bag de nedrullede gardiner hos den dysfunktionelle familien Hansen, hvor naboerne bl.a. er familien Pryds, som vi fulgte i Folkets Skønhed.

1970´erne bag ligusterhækken

Familien Hansen består af hovedpersonen og teenageren Merle, der ofte lader sig forsvinde fra omverden og den grove mobning ved at læse “De 5”-bøger, hendes storesøster Klara, som kæmper med anoreksi og forældrene, der på ingen måde magter at være de voksne, der burde tage sig af deres børn.

Merles grønlandske mor, Ane, var tidligere en attraktiv kvinde med stewardesse-drømme, men nu er hun kapslet inde i sygdommen Sclerose, som langsomt nedbryder hende både fysisk og psykisk. Hun truer kontinuerligt med at dø, så familien kan slippe for hende. 

Merles far, Erling, er blikkenslager, har andre kvinder, drikker for meget og stikker af, når hverdagen i familien bliver for hård. Dermed efterlades de to søskende til en mor, som i afmagt og p.g.a. sygdommen udsætter dem for grove psykiske overgreb. Når faderen er hjemme optræder han selv med en yderst grænseoverskridende adfærd. Det problematiske forhold, der udspiller sig mellem forældrene, hører Merle gennem væggen: både de seksuelle tilnærmelser og de fysiske slag. 

Erling har, som mange andre forældre af den tid, en opfattelse af, at verden ligger åben for Merle og Klara. De skal blot gribe ud efter de mange muligheder, som han mener ligger spredt ud foran dem. I modsætning til hvad hans egen generation oplevede. Derfor prædiker han fokus på skole og uddannelse – og at drenge-bekendtskaber må vente. Merle bliver ladt alene med forældrenes tårnhøje forventninger, fordi ingen andre voksne tager ansvar og Merles søster gemmer sig bag sin overdrevne træning eller på sit værelse, hvor hun låser døren. Forældrene magter ikke at se andet end deres egne problemer og overser fuldstændig, at Merle bliver mobbet på det groveste og at Klara bliver mere og mere syg af anoreksien. 

Lyspunkter og stjerner

Men der er lyspunkter. Merle er dygtig i skolen og særlig i matematikken finder hun forløsning. Her bruger hun bl.a. primtallene til bøn. Noget andet er symbolikken med stjernerne: de går igen ved hvert kapitel, Merle går på Syvstjerneskolen (hvor forfatteren også har gået) og Merle opsøger stjernebillederne og finder ro. Et andet lyspunkt er beskrivelserne af den – også – alkoholiserede farmor, hendes mand og den lesbiske hippie faster. Igen er alkohol en afgørende faktor for humøret, men også en vigtig beskrivelse af den alkohol-kultur, som prægede 70´erne og som ødelagde meget i mange familier. 

Vi Kunne Alt er en barsk beskrivelse af forstadslivet i 70´erne, hvor naboerne gemmer sig bag ligusterhækkene og ikke blander af skræk for at få ridser i deres egen overflade, som alle forsøger at holde pæn og poleret. Med hjemmegående kvinder, der også var ved at gå i opløsning. Bogen er et smerteligt indblik i Merles tidlige ungdom i et glædesløs hjem. En gribende beskrivelse af moderens sygdom og af hvordan sygdommen langsomt ændrer hendes personlighed, mens resten af familien ser magtesløse til. 

Når sygdommen rammer en familie

Jeg var fornylig til en Litteratur-festival i Hillerød, hvor Merete Pryds Helle fortalte om, at hendes søster (som var læge og dermed levede op til den generation af forældres ambitioner) fik sclerose. Det kom for tæt på at skrive om hendes egen søsterens hårde sygdomsforløb bl.a. fordi hun efterlod mand og børn, så istedet kunne Merete Pryds Helle gøre det på denne måde, hvor Ane har sygdommen i romanen. Merete Pryds Helle beskrev, hvordan hun nogle gange var nødt til at svigte sin syge søster for selv at få luft og mere overskud. Noget som mange pårørende kender så smerteligt til: at man inderlig gerne vil være der for den syge, men nogle gange må man trække sig for selv at få “ilt” – men mens man gør dette, så ædes man op af dårlig samvittighed. 

I romanen kan Merle ikke trække sig fra moderen og sygdommen. Den møder hende hver dag, men i ny og næ får hun et pusterum hos sin gin-drikkende farmor. Beskrivelsen af farmoderen er fantastisk.

Merete Pryds Helle er eminent med sit sprog. Den intense fortælling understreger,  at hun er en mester i replikker. Til tider er romanen så velskrevet, at jeg lige måtte lade bogen synke indtil tårerne var væk igen. 

Jeg er blot to år yngre end forfatteren, så jeg genkender mange ting og miljøer fra romanen. Merete Pryds Helle sætter stemingen knivskarpt og meget troværdigt med tidstypiske ting som påklædningen med kassebukser og hønsestrik, indretningen med hessiantapet, maden med f.eks. dåsemad og Jakabov og musikken. 

Jeg har tænkt meget på andre “Merler og Aner” og forstadslivet i 70érne siden jeg afsluttede bogen.Udefra set var det en sorgløs tid med mange muligheder, men bag de mange ligusterhække udspillede der sig ofte en anden virkelighed. En virkelig god læseoplevelse, som jeg varmt kan anbefale. 

Jeg må se at få lavet noget med stjerner. Denne roman vil jeg give 6 ud af 6 mulige stjerner. 

 

Læs mere om forfatteren Merete Pryds Helle her